Foreningen Meltdown og dogmekoncert-konceptet  Foreningen Meltdown har siden starten af 2005 dyrket en videreudviklet version af den populære ’sangskriver-aften’, som kendes fra bl.a. Club Junction.  Hos sangskriverklubberne foregår koncerterne normalt i form af et showcase, hvor den ene kunstner optræder efter den anden, nogle gange solo, andre gange akkompagneret af egne medbragte musikere.  Meltdowns eget tiltag for musikkunstnere, der findes i to varianter, Project Meltdown (på Mojo Blues Bar) og Meltdown Revy (i Råhuset), bryder med denne form, ved at stille et husorkester til rådighed, hvis opgave er, at akkompagnere de forskellige solister. Husorkesterets egne medlemmer er, så vidt muligt, også solister, der, ud over at akkompagnere gæstesolisterne, optræder med egne numre undervejs.  Aftenen bliver en blanding af forskellige kunstnere og deres materiale, tilføjet husorkesterets egen ’sound’. Formålet er, at føre de to roller, solist og bandmusiker, tættere på hinanden, ikke kun i hver sin skikkelse, men også hos den enkelte musiker.  Der opfordres til samarbejde og kreativt netværk, og det fremgår, at deltagerne lærer hinanden bedre og hurtigere at kende, ved at spille sammen og blande sig i hinandens kunstneriske udtryk.  Meltdown Revys ultimative mål har været, at opfostre en særlig art musiker, kunstner-musikeren, der kombinerer bandmusiker- og solist-færdigheder, og som er i stand til at dele rampelyset og skifte smertefrit mellem disse to roller.  Meningen er, at samarbejde fører til større udvikling og, i princippet, mere spændende kunst, end individer kan præstere alene.  De fleste solokunstnere er desuden glade for dygtigt akkompagnement, og den bytteøkonomi, der er opstået gennem Meltdowns aktiviteter har ført til udbredt samarbejde, i form af medvirken og gæsteoptræden, på udgivelser og i live sammenhæng, kunstnere imellem. Meltdown har således sløret grænserne mellem begreberne ’kunstner’, ’band’, ’koncert’ og ’showcase’.  Bandet er nemlig blevet til et kunstnerband, hvis repertoire er et showcase, og hvis koncerter giver en oplevelse, der ikke længere drejer sig om individer, og hellere ikke om et band, men om begge dele samtidig.  Foreningen betragter sin opgave som en nødvendig modvægt til mediernes dyrkelse af ’stjerner’ og den generelle konkurrence om opmærksomhed. Hos Meltdown er det selve oplevelsen, der er ’stjernen’, i stedet for de individer, der formidler den.  I mange henseender gør Meltdowns ’dogmekoncert’ for rytmisk musik, hvad teatersport har gjort for dramatik, ved at bryde underholdningens polerede overflade og lægge de indre processer for dagen. Meltdowns koncerter handler ikke om øvning og raffinementer, men om musikkens rå virkelighed: nøgne stemninger, lutter øre, energiens vekselvirkning.  At dette er en oplevelse, der også har betydning for publikummet, er vi ikke i tvivl om: det er blevet bekræftet mange gange i forbindelse med jazz og folkemusik, til jamsessions og hverdagsbegivenheder, og vi har bemærket en afslappet nærhed til publikummet, der tit mangler, når musikken bliver til en præstation, frem for en delt oplevelse. Efter to års arbejde med de forskellige projekter har Meltdown samlet en stald af kunstner-musikere, der er bekendt med hinandens materiale, og i stand til at præsentere et afvekslende show, hvor forskellige genrer og udtryk forenes i noget nyt