Project Meltdown

Et musikalsk dogmeprojekt

Meltdown er et projekt, der foregår en gang om måneden på Mojo Blues Bar i København, hvor solosangskrivere kommer sammen om at spille hinandens musik.  Meltdown er også et band, der består af solokunstnere, der samler kræfter, deler rampelyset, og danner kernen i et voksende netværk.  Men hvad er Meltdown egentligt? Sandheden ligger et tåget sted midtvejs mellem disse to begreber, flettet sammen med en kreativ arbejdsproces, en måde at betragte kunsten på, en kulturpolitisk bevægelse.

Vi lever i tider, hvor kunst markedsføres, som om den var et fysisk produkt, og hvor kreative kundskaber købes og sælges, som om de var uforanderlige adelssten. Kunst er ikke en vare, men en kreativ proces, der afhænger af, at ideer får frit løb og sendes i arv fra den ene generation til den næste.  Kreativitet er en del af alle mennesker, der hos kunstnere fokuseres intenst på og udvikles konstant.  Både kunst og kreativitet er uhåndgribelige ting, der kun kan gøres eksklusive og salgbare, ved at lægge lænker om både kunstner og modtager.  Et eller andet sted blandt diskussionen om ophavsret og piratkopiering, hysteriet omkring berømthed og kendte mennesker, kampen om opmærksomhed, er vi ved at glemme, hvorfor vi laver kunst.    

Til Project Meltdown mødes 3 gæstesolister og husbandet kl. 17:00, efter at have gjort nogle få forberedelser over nettet.  Vi spiller materialet hurtigt igennem og laver en sætliste til aftenens program.  Kl. 21:30 går vi på scenen og spiller to sæt bestående af  bandmedlemmernes og solisternes originale sangmateriale.  Disse er strenge vilkår: Med kun et par timer at øve i, kræver projektet både engagement og fokus af såvel solisterne som bandmusikerne.  Musikken får en slankekur: Der er ikke tid til det overflødige eller det uvæsentlige.

Det er hårdt, men det fungerer.  Vi oplever igen og igen, at musikkens sprog er universalt, og at det faktisk er muligt at spille nyt materiale sammen med folk, man knap nok kender, bare viljen er til stede.  Hertil spiller publikummet en passiv men vigtig rolle, der definerer forskellen mellem at øve under fire øjne og at optræde offentligt.  At gå på scenen efter et minimum af forberedelse sætter fokus på nu’et i musikken og giver en påmindelse om, hvad det i bund og grund handler om, at spille.  Det ligger langt fra den indspillede musiks indbyggede kunstighed, mediernes glamour, pladeselskabernes kunstneriske kontrol. For at få Meltdown til at fungere skal der flyttes noget, og det kræver en indsats fra alle parter.  Til gengæld er vi alle sammen lidt rigere bagefter.

Hvorfor gør vi det?  Først og fremmest handler det om fællesskab.  Der findes mange sangskriver-projekter efterhånden, hvor deltagerne spiller hver for sig, solo og unplugged.  Alle dyrker deres eget, og det er meget typisk for tidens ånd indenfor musikbranchen.  Vi vil åbne vejen til mangfoldigt samarbejde, midlertidige partnerskaber, flydende former.  Mange sangskrivere er også multiinstrumentalister, og ved at dyrke gensidighed har man mulighed for at komme ud og spille offentligt uden at måtte slæbe eget band med sig.  Som kunstnere oplever vi, at et netværk eller fællesskab kan hjælpe os med at realisere vores mål indenfor musikken.  Og ved at spille sammen til Meltdown lærer vi hinanden at kende, ikke kun socialt men også musikalsk.  At musikken har gavn af fællesskab er måske en banal sandhed, men den er kun en side af sagen.  Gennem Meltdown oplever vi noget vigtigere og mere spændende, nemlig at musikken også skaber fællesskab. 

Det er ikke så forbløffende, at disse gamle og selvindlysende sandheder er gået i glemmebogen i den vestlige kommercielle musikbranche.  Medieklimaet omkring den rytmiske musik er præget af konkurrence og fejring af egoet.  Der bliver snakket om stjerner, hits og markeder i stedet for indhold og oplevelser.  Med Meltdown prøver vi at finde frem til en tilstand, der stadig eksisterer i nogle musikgenrer og verdensdele, hvor kommercialismen endnu ikke har bidt sig fast.  Det kræver ydmyghed at bidrage til andres musik, at lade andre bidrage til ens musik, og at dele rampelyset med andre.  Det kræver ydmyghed at lukke op for musikkens ånd.

 

Info & kontakt:

 

www.meltdown.dk